Bamberg Tourismus und Kongress Service
 ©  

Bambergs gamle bydel

Den tusindårige kejser- og bispeby ligger på syv høje i hjertet af det gamle kulturlandskab i Franken. Byen er mange steder også blevet kaldt „Fränkisches Rom“ (Rom i Franken). Rundt om den kejserlige domkirke ligger byen som et enestående og smukt bevaret kunstværk af bybebyggelse, der i stil spænder fra højmiddelalder til borgerlig barok.

Den velbevarede gamle bydel består af de tre historiske byområder Berg-, Insel- og Gärtnerstadt. De er alle tre omfattet af UNESCO-verdensarven og repræsenterer på enestående måde en mellemeuropæisk by, der er baseret på grundstrukturer fra den tidlige middelalder. Allerede i år 1007, da Heinrich II udnævnte Bamberg til bispe- og herskabssæde, var byen bestemt til at være et mindesmærke, som midtpunkt i det nyetablerede bispedømme og samtidig et nyt Rom. Fem hellige bygninger i form af et latinsk kors bestemmer grundplanen. Det historiske bybillede er præget af et stort antal monumentale bygninger fra det 11. til 18. århundrede og cirka 1.200 fredede bygninger. Domkirken St. Peter und St. Georg er blandt de kejserlige domkirker og er med sine fire tårne den dominerende bygning i den gamle bydel. I det indre findes Bamberger Reiter, et kunstværk af fuldendt enkelhed og uvurderlig værdi, pave Clemens IIs grav, den eneste grav for en pave i Tyskland, samt gravene for kejserparret Heinrich II. og Kunigunde. Domkirkepladsen fuldendes af den pragtfulde Neue Residenz i barokstil og Alte Hofhaltung. Andre highlights er Brückenrathaus, rosenhaven med udsigt over den gamle bydel, garverhusene ved Alter Kanal, Mühlenviertel og fiskerkvarteret „Klein Venedig“. Og naturligvis Bambergs øl. Her fås det berømte, meget krydrede Rauchbier, som i lighed med andre specialiteter bedst nyde på en individuel BierSchmeckerTour (ØlSmageTur) gennem værtshusene og bryggerierne i denne bayerske by.


Impressum | © 2012 UNESCO Welterbestätten Deutschland e.V. | gefördert aus den Mitteln des Landes Sachsen-Anhalt